![]() |
GUDME LOKALHISTORISKE ARKIV | ![]() |
|
Dækningsområde: Den tidligere Gudme Kommune omfattende de 6 kirkesogne: Ø Gudme Sogn (herunder Galdbjerg) Ø Brudager Sogn Ø Gudbjerg Sogn (herunder Brænderup, Ellerup, Lakkendrup og Ø Hesselager Sogn (herunder Vormark og Revsøre) Ø Oure Sogn (herunder Lundeborg og Albjerg) Ø Vejstrup Sogn |
|
Noget om arkivets egen historie. - artikel i arkivets årsskrift 2003 Interessen for historie i almindelighed og for lokalhistorie i særdeleshed har altid været til stede, men somme tider blomstrer interessen op. Det skete i 1970'erne, da en sand nostalgisk bølge rullede hen over landet, måske som en følge af kommunesammenlægningerne dengang. Bølgen nåede også hertil, og de første tanker om etableringen af et lokalhistorisk arkiv fødtes i 1974, hvor 4 personer, én fra hver af de gamle kommuner: Børge Barbré fra Gudbjerg, Arne Christoffersen fra Hesselager, Dag Monrad Møller fra Oure og undertegnede fra Gudme, var samlet for at få arrangeret en foredragsrække med lokalhistorisk indhold. Ved den lejlighed opstod helt spontant ideen om oprettelsen af et lokalhistorisk arkiv, som skulle være et sted, hvor lokalhistoriske materialer af enhver art kunne opbevares under trygge forhold - til glæde og gavn for alle interesserede. Ideen blev fulgt op af en henvendelse til kommunalbestyrelsen om at få stillet egnede lokaler til rådighed til formålet. Denne henvendelse fik særlig vægt, fordi samtlige o. 70 deltagere underskrev den, og kommunalbestyrelsen modtog den på en særdeles positiv måde, og daværende kulturudvalgsformand Erik Engbæk tog hurtigt initiativet til indrykningen af en avisannonce, hvori alle lokalhistorisk interesserede blev opfordret til at melde sig til at være med i pionerarbejdet. En halv snes mennesker reagerede på annoncen, og nogle af dem deltager for øvrigt stadig i det lokalhistoriske arbejde. På det tidspunkt var planerne om bygningen af et nyt og tidssvarende bibliotek langt fremme, og ganske naturligt, men også heldigt - lokalhistorisk set - kædedes disse planer sammen med planerne om oprettelsen af et lokalhistorisk arkiv i bibliotekets kælder. Inden lokalerne kunne tages i brug i september 1976 - samtidig med de nye bibliotekslokaler, gjorde "pionererne", som dannede den såkaldte arkivgruppe, sig store anstrengelser for at skaffe sig viden om, hvad et lokalhistorisk arkiv egentlig er, og hvordan et sådant fungerer i det daglige. Det skete bl.a. ved at besøge adskillige mere eller mindre veletablerede lokalarkiver og landsarkivet i Odense. Dagspressen blev flittigt brugt til at gøre læserne opmærksomme på, at arkivalier af enhver art kunne afleveres til registrering og opbevaring i brandsikre og absolut fugtfri lokaler. Opfordringen blev fulgt i stort omfang, så arkivet meget hurtigt kom i besiddelse af mange værdifulde arkivalier. Efterhånden var man så langt fremme, at en bestyrelse skulle vælges og vedtægter udarbejdes. Helt naturligt blev nogle af arkivgruppens medlemmer foreslået til bestyrelsen, og kommunalbestyrelsen fulgte indstillingen, der resulterede i, at følgende bestyrelse valgtes: Børge Barbré, Arne Christoffersen (sekretær), P.O. Nielsen (næstformand), undertegnede (formand) og Villy Vium Rasmussen, som afløstes af Ilse Krammer, da han trak sig tilbage. Ved Arne Christoffersens bortrejse erstattedes han af Karen Iversen, som efterfulgtes af Peder Magaard, da hun ønskede at trække sig tilbage. I 1980 suppleredes bestyrelsen med Gunnar Henriksen og Jens Erik Mikkelsen fra den nyoprettede lokalhistoriske forening. Den helt centrale person i alt, hvad der angår arkivet, er arkivlederen, og som sådan fungerede Børge Barbré fra begyndelsen og indtil 1/10 1984. Regner Nielsen, der efterfulgte ham, bestred hvervet til 1/1 2000, hvorefter undertegnede påtog sig at fungere som arkivleder. I den efterfølgende tid trak arkivgruppen, senere bestyrelsen et stort læs, men i helt overvejende grad er det de to arkivlederes fortjeneste, at der i dag findes et omfattende og velfungerende arkiv. Det er dem, der i det daglige har foretaget det nødvendige indsamlings- og registreringsarbejde, og det er dem, der hjælpsomt har betjent arkivets besøgende og er rykket ud til forskellige arrangementer for at fortælle om arkivet og måske vise lysbilleder, men det er også dem, der er blevet ringet op, når en eller anden, somme tider fra andre egne af landet, har ønsket hjælp til f.eks. at finde sine rødder. Ved deltagelse i halmesser og i forbindelse med diverse arrangementer var arkivlederen nøglepersonen, selvom bestyrelsen, der af og til har givet et nap med i det daglige, også deltog. Men foruden bestyrelsen har ikke så få andre interesserede i årenes løb hjulpet til, når særlige opgaver skulle løses - men ingen nævnt, ingen glemt. I den seneste tid er der sket væsentlige ændringer: I 1998 valgtes en helt ny bestyrelse: Else Buch Hansen, Peder Hegaard (fmd.), Eskild Kristiansen, Torben Lønberg og Preben Juul Rasmussen, og ca. samtidig fik arkivet egen telefon. I 1999 trådte arkivet ind i edb-alderen, og i 2000 faldt en appelsin i arkivets turban, da Arne Norsk Nielsen, der var fortrolig med arkivarbejde, ansattes som medarbejder. Det har betydet, at registreringen foregår på en mere hensigtsmæssig måde, og at interesserede kan komme på arkivet uden for den faste ugentlige åbningstid, hvilket adskillige allerede har benyttet sig af. Det er mit håb, at arkivet - også i fremtiden - vil være et rart sted at komme, men tillige et sted, hvor man kan få sine lokalhistoriske ønsker opfyldt. Birger Ottosen, Gudme tidl. arkivleder I efteråret 2004 købte Gudme Kommune ejendommen Storkehavevej 7, som indtil da havde været privat bolig. Arkivet fik tilbudt at overtage beboelsesrummene, mens Gudme Skole fik råderum over sidebygningerne og den store have. I løbet af foråret 2005 blev rummene sat i stand, og midt på sommeren kunne arkivalierne – med stor hjælp fra folk fra Stenagergård, flyttes fra den mørke kælder under biblioteket til de lyse, nyindrettede magasinrum på Storkehavevej 7. Den officielle indvielse fandt sted den 3. september. |
|
|
![]() |
![]() |
|
Børge Barbré |
Regner Nielsen |
Birger Ottosen |
![]() |
![]() |
|
Sidste bestyrelsesmøde i det gamle arkiv
|
Indvielse af det nye arkiv
|

arkivleder efter Birger Ottosen, der valgte at stoppe ved årsskiftet 2008/2009 efter
9 år på posten.
|
Vedtægter for Gudme Lokalhistoriske Arkiv § 1 Gudme Lokalhistoriske Arkiv drives som en kommunal institution og administreres i henhold til Arkivloven. Dets formål at indsamle og opbevare materiale i form af arkivalier, kort, billeder, film, lydoptagelser m.m. samt gøre det tilgængeligt for historisk interesserede. § 2 Arkivets bestyrelse består af 5 medlemmer: - 2 medlemmer udpeget af Lokalhistorisk Forening, og 3 medlemmer udpeget af Kommunalbestyrelsen. § 3 Arkivets virkeområde er Gudme Kommune § 4 Kommunalbestyrelsen antager efter indstilling fra arkivets bestyrelse en arkivleder og fastsætter dennes løn. Kommunalbestyrelsen sørger for, at egnede lokaler stilles til rådighed for arkivarbejdet. § 5 Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne ved arkivdriften på det kommunale budget efter indstilling fra arkivleder og bestyrelse. § 6 Arkivlederen leder arbejdet med at indsamle, ordne og registrere materiale til arkivet. Til hjælp i arkivet kan nedsættes ét eller flere arbejdsudvalg. § 7 Arkivlederen sørger for, at arkivadministrationen foregår i overensstemmelse med de af Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) anbefalede tilgængelighedsregler og for, at begrænsninger i adgang til at benytte arkivets samlinger bliver overholdt. Arkivlederen har ansvar for, at SLA’s minimumskrav overholdes. Dersom arkivet modtager afleveringspligtige embedsarkivalier fra statens eller kommunernes administration, skal disse snarest videregives til det pågældende landsarkiv. Modtager arkivet materiale, der angår andre lokalhistoriske arkivers eller særlige institutioners virkeområde, bør dette afleveres til disse eller afleveres til Gudme Kommune. § 8 Arkivet skal ved passende lejligheder arrangere udstillinger, ”Åbent Hus” o.l. Samt sikre arkivets synlighed i lokalsamfundet. § 9 Arkivmaterialet betragtes som offentligt eje, og dets forbliven som sådan garanteres, hvis Kommunalbestyrelsen beslutter at opgive arkivvirksomheden. Landsarkivaren for Fyn tilkaldes til forhandling om arkivets eventuelle virksom under andre former. Hvis arkivet derefter må indstille sin virksomhed, skal Kommunalbestyrelsen sørge for, at hele dets lokalhistoriske materiale og registratur deponeres på et sted, der kan godkendes af landsarkivaren og formanden for SLA Fyn. Genoprettes arkivet senere, overtager de straks de deponerede sager. § 10 Ændringer i vedtægterne kan foretages F Kommunalbestyrelsen efter indhentet udtalelse fra formanden for SLA Fyn og fra bestyrelsen. (underskrevet af Erik Ullemose, borgmester og Mogens Pedersen, sekretariatschef) Godkendt i Kommunalbestyrelsen den 10. juni 1998. Godkendt af SLA Fyn den 29. april 2004. (underskrevet af Margit Larsen, formand) Godkendt af SLA den 6. september 2004. (underskrevet af Susanne Conradsen, sekretariatsleder) |